Toreby Sejlklub, Dæmningen 2, 4800 Nykøbing F.

TOREBY SEJLKLUB

KLAGER OVER KLAPTILLADELSER

20. december 2016, DN's tekst:

Danmarks Naturfredningsforening påklagede 9. december 2016 en tilladelse til klapning (=placering på havbunden) af slam fra lystbådehavnen i Nykøbing F.

Begrundelsen for klagen er dels, at klaptilladelsen ikke lever op til kravene for den samlede påvirkning af klappladsen, dels at selve oprensningen i havnen ved sedimentspild vil kunne påvirke det beskyttede Natura 2000 område nr. 173 (bl.a. Guldborgsund).

Sammenholdt med, at Smålandsfarvandet i forvejen ikke opfylder god kemisk tilstand pga. miljøfarlige stoffer i fisk og skaldyr, finder DN det uacceptabelt, at SVANA (Styrelsen for VAnd- og NAturforvaltning) ikke forholder sig til den samlede (kumulerede) tilførsel af miljøfarlige stoffer til klappladsen og dermed til farvandet. Tilladelsen belyser ikke konsekvenser for Natura-2000 området.

I forvejen har DN Guldborgsund 31. august 2016 påklaget en tilladelse til klapning af sediment fra Kanalhavnen i Nykøbing F.

Den aktuelle tilladelse til Nykøbing Falster Lystbådehavn er helt parallel og derfor påklages også denne til Natur- og Miljøklagenævnet med præcis samme begrundelse.

Toreby Sejlklub

"Kronos" sejler havneslam fra Toreby Sejlklub til klappladsen ved Kogrund, 21. januar 2013. (Arkivbillede: Palle Tørnqvist).


NY HJEMMESIDE

8. december 2016
Fra i dag er skiftet til en ny hjemmeside for Toreby Sejlklub indledt. Tiden og skærmstørrelserne var løbet fra den gamle hjemmeside fra 2005. Mobiltelefoner og tablets er kommet til siden da. Vi har forsøgt at gøre hjemmesiden egnet til både computer, telefon og tablet. Den gamle hjemmeside vil stadig kunne åbnes som et arkiv over de næsten 12 år, den var i brug.


OVER 400 OVERNATTENDE GÆSTER

Flere autocampere og færre sejlere i 2016

30. oktober 2016
Ved standernedhalingen i dag kunne formanden, Jan Krastrup blandt andet oplyse, at antallet af overnattende gæster er steget til 403, det højeste antal indtil. Flere autocampere besøger sejlklubben, mens færre sejlere finder vej.
Andre gæster slår sig ned ved borde og bænke, men et fåtal glemmer desværre, hvor affaldsbeholderne står, et stigende problem, som bestyrelsen ikke umiddelbart har en acceptabel løsning på, oplyste Jan Krastrup.
"Det er næsten dagligt i sommerperioden, at vi skal bruge kræfter på at fjerne henkastet affald fra disse personer. Efter at Burger King er åbnet i Guldborgsundcentret, er problemet med henkastet affald taget til".
"Den mørke og kolde tid er lige om hjørnet. Der er selvfølgelig ikke i vinterperioden den store aktivitet her i klubben og ved bådene, der nu står på land.
Det giver bedre arbejdsforhold for personer med onde hensigter.
Det er som regel i den mørke tid, at vi får besøg af disse uønskede personer, og de har allerede vist sig på vores område", sagde Jan Krastrup og opfordrede medlemmerne til at lægge vejen forbi sejlklubben, når lejlighed byder sig uden for sejlsæsonen.
Læs hele talen - pdf i nyt vindue.

Arkivfoto:


SEJLERE OG FISKERE GLEMMER REDNINGSVEST

Frederiksborg Amts Avis - 13. juni 2016 kl. 04:05
Af Palle Høj.

Knap tre ud af fem fritidssejlere bruger redningsvest, mens det er kun godt hver fjerde fritidsfisker. Særlig i godt vejr dropper både sejlerne og fiskerne redningsvesten. Men ifølge Søsportens Sikkerhedsråd sker flertallet af de alvorlige ulykker i stille vejr - i 2013 og 2014 var det 88 procent af alle ulykker. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Spørger man sejlerne og fiskerne, svarer 94 procent at de har redningsveste ombord til alle, men det er altså ikke altid, at de bliver brugt, fortæller sekretariatsleder i Søsportens Sikkerhedsråd, Sten Emborg.
Netop Søsportens Sikkerhedsråd har i en ny og omfattende undersøgelse - den største herhjemme - kortlagt, hvor mange fiskere og sejlere, der bærer redningsvest, når de sejler ind og ud af de danske havne.
Optællingen er foretaget i 15 havne fordelt over hele landet og inkluderer 1.970 både.
- 55 procent af personerne ombord bærer redningsvest, og vi kan se, at der eksisterer en form for social påvirkning. Når én person ombord bærer redningsvest, bærer alle ofte redningsvest, hvilket ses i 46 procent af bådene. I 39 procent af tilfældene er der ingen, der bærer vest på bådene. Så det betyder altså noget, at én ombord går forrest og tager vesten på, siger Sten Emborg.
Han opfordrer derfor til, at bådejeren tager skipperansvar og sørger for, at der er redningsveste til alle ombord, og at de bliver brugt.
- Vi ser samtidig en tendens til, at det er sejlerne, der oftest bruger vest. Knap tre ud af fem sejlere havde redningsvest på, mens det var godt hver fjerde fisker. Ofte begrunder fiskerne det med, at det begrænser deres bevægelsesfrihed, mens sejlerne ikke ser vesten som nødvendig, når vejret er godt. Men man kommer ikke uden om, at de udsætter sig selv for en unødig risiko ved at undlade redningsvesten, siger Sten Emborg.
En anden sejlivet myte er, at der ikke sker ulykker i godt vejr, og det får en stor del til at droppe vesten, når vejrforholdene er gode. Men ifølge Søsportens Sikkerhedsråd sker flertallet af de alvorlige ulykker netop i stille vejr. I årene 2013 og 2014 var det 88 procent af alle ulykker.


BLOMSTERKUMME OG MUDDER UNDER ANGREB AF BIL OG BÅD

2. juni 2016
Bil og båd gik torsdag aften til angreb på henholdsvis en af blomsterkummerne på dæmningen og mudderet nede på bunden af havnebassinet ud for B-broen.
Blomsterkummen blev nærmest kørt helt flad, som det ses på billedet, og bilens ejer ringede til formand Jan Krastrup med oplysningen, at skaden anmeldes til forsikringsselskabet.
Mudderet ved B-broen stiftede Jørn Bonde med frue bekendtskab med, da de ville ud på den første sejltur i deres nyindkøbte "Shanty", som Finn Larsen har solgt dem. Motoren kunne ikke trække "Shanty" baglæns ud af mudderbanken, men med en påhængsmotor er man manøvredygtig, og et skarp drej fremad bragte "Shanty" flot.


SEJLERE FRA TOREBY SEJLKLUB REDDEDE FOLK I HAVSNØD

Lolland-Falsters Folketidende 17. maj 2016
En familie med tre børn kom pinsedag om aftenen i vanskeligheder under en sejltur fra Svinø på Sydsjælland. Ved Askø satte bådens påhængsmotor ud, og familien var ikke i stand til at få den i gang igen.
Båden drev rundt i tiltagende vind og med bølger på halvanden til to meter, og familie slog derfor alarm.
Hjælpen skulle komme fra Maltrup Havn ved Sakskøbing, hvor 12 fartøjer fra Toreby Sejlklub holdt pinsetræf.
Ved 20-tiden kom havnefogeden ned og spurgte, om der var nogen der kunne sejle ud for at hjælpe den nødstedte familie. En af sejlerne, Niels Bo Pedersen, meldte sig og fik tre andre med.
- Da vi nåede ud til båden drev den rundt halvanden sømil øst for Askø, og børnene var godt søsyge. Det lykkedes os at få en trosse om bord og tage den sjællandske båd på slæb til Maltrup, hvor familien blev varmet op med kaffe og omsorg. De var naturligvis forkomne, og også bange, men havde ikke lidt fysisk overlast, fortæller Niels Bo Pedersen.
Redningsaktionen var overstået ved 23-tiden.
- Det blæste op undervejs ud til stedet, og inden vi nåede hjem var det også blevet mørkt, fortæller Niels Bo Pedersen.
På vej til stedet kontaktede han Lyngby Radio, som bad ham fortsætte da han var nærmeste fartøj til den nødstedte båd. Man vurderede, at det ville tage væsentlig længere tid at få hjemmeværnets patruljefartøj fra Vordingborg frem.
Den nødstedte jolle, der var 21 fod, blev senere kørt hjem på trailer.Jytte Pedersen, Toreby Sejlklub, tog dette billede under redningsaktionen. Foruden hendes mand, Bo, deltog Flemming Hermund, Finn Jørgensen og John Holstebro i bjærgningen af de nødstedte ved Askø, oplyser Hans Lund, Toreby Sejlklub. Det var en barsk tur for de fire garvede og erfarne sejlere.
Havnefoged Svend Nymand henvendte sig ved otte-tiden om aftenen, oplyser Bo Pedersen. Vi fik en position og beregnede, at vi ville kunne nå frem på ca. 20 minutter, da min motorbåd kan gå ca. 12-13 knob. Vi havde nok også lidt mere fart på end de påbudte fem knob i Sakskøbing Fjord.
Havaristen blev lokaliseret ved et svagt lys syd for Stemmetofte. Et reb blev kastet over og grebet i andet forsøg. Bølgerne havde rejst sig under en regnbyge og bevirkede, at bådene rullede noget. Farten var ca. seks-syv knob ind mod Sakskøbing Fjord og Maltrup Vænge i tiltagende mørke.
For Bo Pedersen og Finn Jørgensen var redningsaktionen rutine fra mange år i Falck. John Holstebro og Flemming Hermund kunne assistere som rutinerede sejlere. Der var brug for alle.