Af Palle Tørnqvist
Foto: Palle Tørnqvist og Ejvind Tørnqvist.
Link: Søndagssejleren - Picasaweb - Flere billeder
En søndagssejlers ”Sommertogt”
For sjette år i træk sejlede min bror og jeg – i hver sin båd – på sommerferie i 14 dage. Sejlturen gik denne gang fra Sakskøbing, op omkring Stevns og Fakse Bugt og retur via Det Sydfynske Øhav til Slesvig ved Slien og tilbage til Sakskøbing. Her er dagbogen, skrevet undervejs.
26. juni
Med en vejudsigt, der meldte om nordvestlig vind 5-8 m/s, stedvis frisk, op til 11, sejlede "Esther" klokken 12,30 ud ad Sakskøbing Fjord. Ved roklubben vinkede Fruen farvel endnu en gang. Det er aldrig let at sige farvel. Men sundt, er vi trods alt enige om.
Overskyet og frisk vind fra Oreby Bro og vestpå mod ruten øst om Askø. Mærkerne er kommet på plads siden sidst. Stemmetofte Øst er splinterny og vældig at skue.
Genuaen sad parat til den forventede kurs mod Vesterskov Flak og Storstrømmen, og den viste sig nyttig, både som stabilisator i de op til halvanden meter høje bølger og som en stabil trækkraft østover under broerne til ankerpladsen ud for Petersværft.
Vinden løjede af lige ud for skovene vest for Petersværft, og her ville være læ for natten. Jeg drejede nordover og lirkede med genuaen, så "Esther" kunne liste forsigtigt ind, hvor ekkoloddet viste godt et par meter vand.
Så skulle køjen prøves i den dejlige stilhed. Et par timer efter sattes dagens ret over gasblusset. Boller i karry. Sulten er den bedste kok, siger min mor. Hun ved det. Og serveringen lod heller intet tilbage at ønske: Retten blev indtaget i kahytten med ske, direkte fra gryden, og med en flot udsigt vestover til Farøbroerne.
27. juni
For godt tre timer siden - 12,30 - sejlede jeg noget resolut fra ankerpladsen ved Petersværft. Jeg huskede at få ankeret op og redningsvesten på og at tænde for de rigtige instrumenter, selvom natten, morgenen og formiddagen har budt på for lidt søvn. Det kender mange sejlere sikkert til: Opstemtheden, der endnu ikke er blevet til en slags hverdag i båden.
Vinden har været svag fra sydøst, ikke noget, der trækker, og kun tålmodige rekreationister er set med sejlene oppe indtil nu - undervejs under Ulvsundbroen, op mod Nyord og ind i den fjerneste krog med et par meter vand nord for Sandvig Fiskerihavn nær Jungshoved, hvor ankeret er kastet.
En sen middagslur venter oven på resten af kanelrouladen, jeg er bange for at have liggende for længe i varmen. Når den lur er gennemført, venter dagens ret for søndag: Forloren skildpadde, tilsat små stykker fuldkorns-rugbrød.
28. juni
Morgenstøvsugning på ankerpladsen ved Sandvig. En hær af insekter - uskadelige vårfluer - har besat min båd. De ankom i store sværme allerede i går aftes, og der blev lukket godt til for natten i kahytten. Nu dækker de kistebænke og dele af dækket ude, mens enkelte er smuttet indenfor til en skæbne i batteri-støvsugerens lille depot.
Ejvind sejlede fra Dragør i let vind og svag strøm imod og gør 4,5 knob, meddeler han klokken kvart over seks. Tidligt oppe. Han kan være hernede blandt vårfluerne ved middagstid, hvis han får lidt vind til hjælp.
Så har jeg tænkt at sejle ham i møde ude ved vandstandsbrættet, hvor Bøgestrømmen slutter, og Fakse Bugt begynder. Herude er vandet smukt grønt på en sådan sommerdag, hvor solen rammer den lyse sandbund, og farverne blandes mellem himmel og hav.
Også i Fakse Bugt viste sommeren sig fra den smukkeste side: En jævn brise fra øst-sydøst gav en bidevindssejlads, der bragte "Esther" ind under Stevns for genua og storsejl.
Mon ikke Ejvind vil dukke op ved middagstid. Jo - der under bommen kan jeg fremme se en LM 26. Det er ham. Vi sejler nu mod Bøgestrømmen (igen) tværs over Fakse Bugt for anden gang i dag.
Bøgestrømmen kan tages for sejl næsten til Nyord, hvor motoren må overtage, da løbet drejer østover. I en opfriskende vind går hun sine seks knob. Euforien over sådan en sejlads er næsten narkotisk. Indrømmet: Jeg græd af glæde under den sejlads.
Vi lægger ikke ind i Kalvehave allerede ved fire-tiden, men fortsætter - nu i en løjende vind agten for tværs - mod Gåbense, hvor venlige folk hjælper med selvbetjeningen af havnepengene. Her har bådelauget bygget en ny bro, der bogstaveligt løfter denne hyggelige havn op i en højere klasse. Jeg lærte i telefon fra Fruen, at det er en ringe sømand, der ikke annoncerer brug af motor med sejl oppe. Det gør man ved at hejse en sort trekant op på fordækket - med spidsen nedad, tror jeg nok.
29. juni
Tidlig morgen. Gylden sol. Endnu ingen vind. Den kommer som en let østenvind, senere venter skyer og enkelte byger - og mere vind, nu fra vest.
Det var fint at "komme i land" i går efter et par dage i båden. Vandhane med varmt vand og et toilet med højt til loftet er luksus ude på vandet.
Mon ikke medvinden og noget dieselolie kan bringe os over omkring Langelands nordspids i løbet af denne dag? Der er ca. 35 sømil til Hov Sand syd om Omø Tofte.
Medvind og dieselolie bragte os ganske rigtigt tværs over Smålandsfarvandet, vinden oven i købet opfriskende. Musik og radio lidt af den lange vej generede ingen. Der var langt mellem de sejlende trods det gode vejr. Er det krisen? Eller er det sejlsporten, der er på retur?
Lige vest for T-ruten ud for Hov Sand har vandet ofte opført sig mærkeligt. Bølgerne popper op i små eller større toppe. Således også i dag. Der var en brusen og en syden over et par hundrede meter. Vi gætter, det er strømforholdene, der skaber dette fænomen.
Byger med torden er varslet sidst på eftermiddagen og omme mellem Langeland og Fyn ser det mørkt ud. Men vi når frem til Rudkøbing Gamle Havn og to fine pladser på langs. Og netop da, blæser det op. Skummet står derude i den sydgående strøm, og dønninger ruller ind i havnebassinet.
Det er nye kommunale pladser, vi har fundet i en halvtom havn. Sanitetsbygningen er også af nyere dato. Gode forhold.
Nu drøfter vi - sådan indirekte - kyllingerne i Nørregade, altså de stegte af slagsen i Flensborg. Jeg forstår, at inspektionen ikke er Ejvind så magtpåliggende i år. Han har hørt om Slesvig og Kappeln. Måske er der også høns der. Vi sejler derned, hvis vejret tillader i overmorgen. I morgen, onsdag, vil det blæse for meget. Da er en lille sejltur på ni sømil til Marstal mere passende, og herfra er der knapt 20 sømil til Sliens udmunding nede i det tyske.
30. juni
Så er vi da atter i Det Sy'fynske, hvor man allermest kan mærke den maritime stemning. Fornemmelsen af, at der er mere søfolk i ø-boerne på disse kanter, er måske rigtig nok. Bådene - store som små - synes i høj grad at være en del af mange menneskers hverdag. De er ikke kun rundet af bønder, de folk.
Den stedbundne og ejendoms-fikserede almuebonde, der nidkært vogter sit gods, er en del af vor uskønne arv, men er der vand, og har man fantasi, kommer udlængslen, videbegærligheden, og de vide horisonter, som hovbønder næppe kender til. Det er sømandens verden, stor eller lille. En verden uden for det snævre, lumre sogn, hvis eneste pianist er en racistisk, fremskridtsmand med imperiale mindreværdskomplekser.
Slesvig-projektet er drøftet igen, og Ejvind præciserer, at de stegte høns i Nørregade i Flensborg forekom noget indtørrede i de senere år, og at der sikkert er mere sul på hønsene nede langs Slien og de mange havne.
Sommeren er modereret lidt i dag med en frisk vestlig vind og flere skyer, og når vi alligevel bliver i Rudkøbing i dag, skyldes det, at vi kan tage de godt 30 sømil via Marstal til Slien i et stræk i morgen, da vindene lægger sig over den vestlige Østersø.
"Nu kan I få nogen på krogen", sagde ekspeditricen i Rudkøbings Farve- og Skibshandel, da jeg vandrede ud med en ny bådshage. Den gamle er væk. Den var sidst i brug i Gåbense, men jeg husker ikke, hvor den blev lagt. Det var ikke i båden.
Det kulinariske bør omtales kort nu, thi der er indkøbt grønt i form af økologiske æbler og nogle Panama-bananer, et par oste med hvidløg og en med krydderurter. Mere grønt kan det næppe blive ombord, da gulerødder og selleri ikke står på spisekortet.
1. juli
Torsdag aften blæser en frisk sydøstlig vind i træerne over lystbådehavnen i Arnis ved Slien lidt syd for Kappeln. En velsmagende menu fra "Sliens Perle" har lagret sig i kallunet. Mørket breder sig under tunge skyer, de første i dag. Måske bliver det regn.
Sejladsen hertil blev mere dramatisk end ventet på en stille sommerdag med højst fem sekundmeter vind fra Rudkøbing via Marstal til Sliens udmunding i Vestlige Østersø - ca 36 sømil.
Motoren supplerede et strakt storsejl på bidevind, da en hyletone indikerede, at noget var galt. Instrumentet viste, at motoren manglede smøreolie. Nåda. Det havde jeg ikke prøvet før.
"Esther" kunne for storsejl alene fortsætte selvstyrerens kurs mod anduvningsbøjen til Slien, mens jeg - lettere ophidset - fyldte alt for meget olie på motoren. Den var næsten ikke til at få i gang igen, hostede og udsendte en tyk, grå røg. Det lykkedes at liste maskinen langsomt op i fart, men kun til godt 4 knob, så satte den ud, men kunne startes igen - langsomt og forsigtigt, og yde indtil de 4 knob.
De 4 knob blev til mere, da både genua og storsejl kunne trække i en svagt opfriskende vind, og vi nåede Slien, hvor strømmen gik en knobs penge udad. Henne ved klapbroen i Kappeln cirkulerede vi tre kvarter, indtil broen præcis gik op til tiden - kvart i hel, hver time.
Arnis Havn har bevaret en intim hygge på trods af havnens størrelse. Der er mange fine, lune kroge. Sådan en sejlede jeg over mod, da "Esther" stoppede blidt op med kølen plantet solidt i bassinets bund. Her kunne godt være en afmærkning. Motoren kunne stadig ikke opnå fart, men det lykkedes at lirke "Esther" baglæns fri af grunden.
Som om det ikke var nok, åbnede en ventil sig utilsigtet på olie-beholderen, den overskydende motorolie blev suget op i, da vi omsider lå fortøjet. To køkkenruller måtte ofre livet, før olien var tørret af rundt omkring på båden og i kahytten. Men så startede motoren, med korrekt påfyldt motorolie, og kørte - "som smurt" også på 2100 omdrejninger, hvilket normalt giver 6 knobs fart.
Hvad kan man så lære af alt det? Gør tingene korrekt, selvom det ser broget ud. Brug tid på at overskue hele situationen, og er den under kontrol, som i dag, er der også tid til at være grundig og til at huske det hele.
2. juli
Vi er i grænselandet. Her er navne på dansk og tysk. Flere lystbåde har danske navne som "To løver" og "Bølle", og sindelaget synes også markeret med et permanent dansk gæsteflag under salingen på tyske både i tysk havn. Grænsen er trukket på land og på søen. Her slutter en kultur, et sprog, et sæt love og regler, og her begynder et nyt og anderledes livsgrundlag med en ganske anden dagsorden.
Grænselandet har været kampplads for den sidste krig, danske soldater har udkæmpet "på hjemlig grund". I 1864 forsvarede danske soldater for sidste gang fædrelandet i regulær krig (9. april 1940 oplevedes antagelig også sådan af de, der kæmpede). Der er minder og spor efter krigene, og navne som Dybbøl, Isted, Mysunde og Dannevirke vækker nationalismen til live hos os, der gik i dansk skole i halvtredserne. En tysk seminarie-kammerat, der var flyttet til København fra Itzehoe, hæftede sig mere ved Det Tysk-Romerske Kejserriges stadige berettigelse og historiske legitimitet. Det var måske hans skolelærdom.
Grænselandet vækker følelser, og derfor er det en særlig oplevelse at sejle her og gå i land og suge indtryk til sig. Her brydes kulturer, og her smelter de sammen. Det var dette dejlige land, soldaterne sloges for i 1864.
Nu slås danske soldater for tilfældige krigsherrer og stratenrøvere i Afghanistan. Der er ikke meget "fædreland" over den krig. Den er tragisk som alle andre krige. Soldater kommer hjem med traumer, som får nogle til at "stå helt af" og isolere sig i snævre lejligheder eller en hytte i skovene. "Det er et liv, de kan overskue", siger psykologerne.
Overskueligheden har soldaternes tilflugtssteder til fælles med lystsejleren, der forlader villa eller lejlighed for at leve på en lille båd. Den er mændenes egen. Her er du skipperen. Du kender hver en krog, og du kender den teknik, som får hytten til at sejle, der hvor du vil hen.
Og i dag ville vi sejle til Slesvig.....
Men først skulle "rebtricket" afprøves fra pælepladsen i Arnis. Enhver erfaren sejler kender det sikkert: Man lader en af agterfortøjningerne blive om pælen, bakker forsigtigt ud, mens tovet forlænges til agten for tværs og holdes, indtil stævnen er vendt mod ønsket retning. Det lykkedes. Tricket er egnet, når stævnen skal op i vinden, og bassinet er snævert.
Som flodskippere tøffede vi mod vest, snart i bredninger, snart i smalle løb. Ved Mysunde er Slien nærmest en å.
Sejl længst ind i bugten i Slesvig og til højre. Det råd havde Ejvind fået, og det gjorde vi. Herinde ligger sejlklubben SSC, hvor vi udvalgte os et par bekvemme pladser blandet adskillige ledige. Så blev det varmt. Kahytten dampede. Byen kogte. Først hen under aften indeholdt en næsten umærkelig vind en smule frisk kølighed.
Der er byfest fredag aften i Slesvig. Orkestre larmer, boder med alskens junk-food er sat op i gaderne. Folkemasser bevæger sig tæt i gågaden. Vi spiser sigøjner-steg, som det hedder, politisk ukorrekt på Stadscafeen. Et orkester stiller sig op på scenen i nærheden af denne "Stadt Café". Folkemassen bliver tættere. Hvis vi havde vundet krigen i 1864, var alle disse mennesker vores landsmænd. Eller var de?
3. juli
Den varmeste juli-dag i fire år. Slesvig kogte i mere end en forstand. Byfesten fik et gevaldigt løft, da Tyskland vandt 4-0 over Argentina i fodboldens verdensmesterskab. Fra en udendørs scene med storskærm ved havnen lød brølene over mod broerne og bådene i SSC-klubben.
Tyske flag på biler, både, hatte, og anden påklædning ser vi overalt i byen. Flag på stænger og kæppe i øret. Det er grotesk. Mere sympatisk er den udtalte, gensidige glæde over et godt - omend fjernt - resultat blandt sejlerne her i havnen.
På denne sejlads skulle vi kunne modtage detaljerede vejrudsigter fra dmi.dk via min til formålet anskaffede iPhone. Det er også gået godt i Danmark, men Telia kan ikke håndtere et EU-krav om, at forbrugeren skal have en advarsel, når regningen i udlandet har nået 50 kr. Man kan via SMS bede om en højere grænse og på den måde forhindre, at internet-forbindelsen afbrydes. Dette system var brudt sammen.
"Jeg har hele dagen været bekymret over, at du ikke kunne komme på Internettet, Palle", sagde en mig ukendt ungersvend fra "Kundeservice" i telefonen fredag aften med en snedig "service"-formulering. Hans omsorg for mig hjalp kun kortvarigt.
Vi sejler derfor mod Marstal i morgen med den allerstørste forsigtighed, fordi vi ikke kan beregne, hvor vinden blæser og hvor meget, ud fra dmi.dk's ellers pålidelige oplysninger. Regn- og tordenbyger er også i vente, og en sådan vil vi ikke ruskes af under de 20 sømils sejlads fra Sliens udmunding til Marstal.
4. juli
Omsider gråvejr, havde jeg nær skrevet efter en uges solskin og sommer. Sliens nære og fjerne bredder lå sløret i dis. Op ad formiddagen kom de tyske søndagssejlere på vandet.
Vi målte afstanden fra Slesvig til broen ved Lindaunis og satte farten, så vi nåede broen kort før åbningstiden kvart i 11. Næste bro var klapbroen ved Kappeln. Langsom sejlads de godt 6 sømil fra Lindaunis. Så var vi igennem.
Med nogen spænding spejdede jeg mod Østersøens åbne vand, efterhånden som vi nærmede os gennem lagunen ved Schleimünde. Skulle vi vippes i 8 m/s nordvestlig vind, som vejrudsigten tydede på? Næh. Vandet lå næsten fladt under en svag nordøstlig vind - lige imod, viste det sig, da selvstyreren blev sat på Vejsnæs 17 sømil forude. Efter knapt fire timer var vi ved Vejsnæs. Nattens dønninger rullede bådene ganske let. Vinden vendte til nordvest - stadig svag.
Så ringede mobiltelefonen, og Fruens navn stod på skærmen. "Hej skat", råbte jeg. Men der var ikke nogen "skat". Derimod en mandsstemme med indvandrer-accent. Hans hund havde fundet telefonen i græsset ved Fuglsang hjemme på Lolland, hvor jeg vidste, Fruen havde været til koncert. Nu ville han aflevere telefonen i museets ekspedition, så hun kunne hente den kvit og frit. Belønning ville han ikke have. Måske kan nogle etniske, indfødte og nationalromantiske danskere, af den højtråbende og unuancerede slags, lære lidt her.
I Marstal luskede vi helt ned i havnen ved Ærøs Hale, hvor to unge damer - havneassistenter - tog forfortøjningerne. Tak for det.
Nu kommer der ikke nogen udførlig beretning om det økologiske måltid vi nød på et temmelig snavset bord oppe i byen. Restaurantens amatører er sikkert rare mennesker, der ikke skal generes mere, end de lige er blevet. Bøffen var glimrende, skal det føjes til.
5. juli
Udenfor kahytten i Ærøskøbing hører jeg Ærøfærgen udstøde tre korte trut, så tre mere og tre mere. Hvad sker der. En af de tyske både - uden klubflag. altså en udlejningsbåd - har sat kursen tværs over færgens, der er ved at afgå, og det store skib må pænt vente, til de unge gaster og en meget lidt ældre rorsmand er nået ind i den gamle havn.
Her ligger "Baloo" og "Esther" godt mellem pælene langs ydermolen, så vi er ikke nervøse for, hvad tyske udlejningsbådes skippere kan finde på. Det har ikke skortet på advarsler fra sejlere, vi har mødt, mod nogle af disse bådes måske uerfarne førere. "Pak jeres både ind i tæpper og madrasser", lød en af advarslerne.
Vi har alle gjort i nælderne - eller i blæretangen, men derfor kigger vi alligevel godt efter, hvilke både vi møder undervejs. I sidste instans er det jo enhver skippers ansvar at afbøde farlige situationer, uanset hvem, der måtte være den "klogeste".
Her i Ærøskøbing har vi nydt den gamle havn og byen tidligere - på de samme pladser. En venlig landsmand råbte, da vi var sejlet ind i en halvtom havn, at han skulle afgå om fem minutter. Det var heldigt. Så fik vi havnens to sidste, ledige pælepladser.
Sejladsen hertil fra Marstal er på omkring 11 sømil. Man skal langt uden om Flintegrund og Egholm Flak, forbi Egholmene og Birkholm. Det er en smuk og rekreativ tur på en dag som i dag med let vind og varm luft under et skiftende skydække.
Vinden friskede kortvarigt op og fristede til at hejse sejlene. Det gik derudad indtil bøjen ved Egholm Flak. Jeg havde ikke lyst til at krydse ind mod Ærøskøbing. "M/S Esther" tog over det sidste stykke.
Vejret er skiftet til køligt og blæsende for en tid. Et par kraftige regnbyger sendte os ind i kahytterne, og i et ophold blev et "Georg Gearløs"-bomtelt sat op, som vist på billedet. Middagen er også fotograferet i al sin velsmagende enkelhed.
6. juli
Nu er der ingen vej uden om længere. De påtrængende ærinder i land skal ordnes i dag: Et par bukser til "finere brug" i havnene og billeder af feriehuse på Urehoved, vi overvejer at leje en uge til september.
Der løber en smuk sti fra lystbådehavnen langs vandet og strandengene mod den smalle vej de fire kilometer til Urehoved. Her er en rasteplads og de feriehuse, der skulle fotograferes. De mørke skyer fra vest med enkelte stænk i, blev afløst af blå himmel og varme. Vinden var let fra vest. Lærkerne sang.
Sejladsen i morgen vil efter planen gå de godt 26 sømil til Lundeborg, hvorfra vi - som tidligere år - lurer på god vind (det vil sige lidt vind) til turen over Smålandsfarvandet mod Vejrø eller Fejø.
Meget tyder på, at vi ikke kommer til at ligge længe og lure i Lundeborg. Sommeren er igen i gang med lette vinde og solskin i de kommende dage. Farvandsudsigten tyder dog - indtil videre - på bølger af "ubehagelig højde" mod Omø på torsdag.
7. juli
Barometeret er atter steget. Skyerne er blæst bort. Vinden har lagt sig til en svag vestlig luftning over Ærøskøbing Havn, tidlig onsdag morgen.
Ejvind har kigget i strømtabellen for Svendborg Sund i dag, og fra klokken 14 vil vi have vandet med os mod Lundeborg. For et par magelige, motoriserede feriesejlere er det ikke strømtabeller, der udelukkende afgør, hvor og hvornår vi sejler. Men det er godt at vide, at det kan være vandet og ikke mangel på motorolie, der sætter bremser på sejladsen.
Efter 12 dage i "Esther" og med udgangspunkt på Ærø i flot vejr, kan det ikke undgås, at hjemturen begynder at blive temmelig nærværende. Løst beregnet på Garmins elektroniske kort skal jeg sejle ca. 63 sømil for at være i Sakskøbing, en distance, Birte og jeg har sejlet før på en dag - fra Rudkøbing til Nykøbing F.
Men jeg sejler ikke hjem - slet ikke, selvom vor fede hankat, Ditlev, sikkert bliver glad (Fruen har protesteret mod denne formulering, thi hun bliver også glad). Alle de stille øjeblikke bringer glæde over båden og sejladserne med sig.
De stille øjeblikke var fortid, da jeg – på vej mod ”Højesteneløbet” - erfarede, at man ikke skal stole på sin rutine, når man ikke har den. Storsejlet ville ikke op, fordi faldet ikke var kontrolleret. Det havde snoet sig om motorlanternen. Genuaens skøder lå under noget tovværk, da den skulle hejses. Heldigvis var vejret roligt. Det gav tid til at rette fejlene.
Sejlene bragte "Esther" op gennem "Højesteneløbet" til Iholm, hvor motoren måtte trække mod en knob strøm og i meget lunefuld skiftende svag til let vind, mest fra sydvest. Efter Thurø Rev kunne jeg sætte sejlene med kurs mod Elsehoved og siden Lundeborg. Da sejlene skulle ned, gentog fejlene sig. Skøderne var ikke sat "efter bogen", og der gik ged i det.
Inde i Lundeborg Havn oplevede Ejvind panik og trængsel, og vi aftalte i telefonen, at vi sejlede til Lohals, min maritime skræk efter talrige uheld, hver gang gennem årene. Nu rullede "Esther" og "Baloo" tværs over bæltet med bølger og dønninger tværs ind, gennem Smørstakkeløbet og ind i en havn med mange ledige pladser.
"Esther" fik "en på lampetten", da bagbord lanterne ramte en pæl, og da stævnen senere drev ind mod stenene ved pladsen, vadede en hjælpsom tysk sejler ud i vandet og fik sammenstødet afværget. Siden halede han og andre tililende min skude på plads. "Tak for hjælpen" var kun fattige ord. Lohals Havn havde ikke fornægtet sig.
8. juli
Ude øst for Langeland skulle en frisk vind husere med bølger på en meter, men i Lohals var der lunt og stille denne morgen. Skulle vi alligevel stikke over Smålandsfarvandet og få de ulyksalige havnemanøvrer i Lohals overstået.
Klokken 10,30 var det afgjort. Hjælperne var allerede parat på broen. Revanchen indfandt sig. "Esther" bakkede ud fra pladsen, stævnen vendte i vinden, frem og bak på maskinen bragte hende snildt rundt i bassinet. Ingen hoveren her. Heldig må man være nu og da.
Fladt vand og vind agten for tværs langs Frankeklint til Hov Sand. Så svinger vi skuderne mod sydøst over fragtskibsruterne med anduvningsbøjen ind i Ståldybet på plotter og selvstyrer. Vinden kom. Bølgerne var der, spidsere end bidevind. Senere fulgte dønninger fra flere verdenshjørner, og "Esther" rullede afsted. Intet ubehag. Kun sejlerglæde i dag.
Nede under Rågø lå vandet næsten fladt. Vinden var løjet fra stedvis 10 m/s til under fem. Jeg ventede på Ejvind, og da vi kunne høre hinanden, råbte vi om at slutte den fælles sejlads i Dybvig Havn på Fejø.
Her var der et par pladser ved en smal træbro mod øst uden for selve havnebassinet. Desværre uden den elektricitet, Ejvind har brug for. Han overtog en "strømførende" plads efter en motorbåd og måtte senere give plads til et veteranen "Veritas" af Køge, og flytte endnu en gang - også en fin plads for natten og for hans køleskabs celebre indhold.
I morgen er udsigterne gunstige for os halvmotoriserede ferie-sejlere, og dem udnytter Ejvind til at sejle til Vordingborg, hvor en kær veninde vil besøge ham. Jeg bliver her på øen for at suge sommeren helt ind. Hjemme er der opsyn og vor omtalte hankat, Ditlev, og de vil næppe savne mig.
Nu er mørket faldet på her på den yderste bro. Usynlige sværme af insekter synger og summer i luften derude. Et genstridigt fald klaprer for en svag brise. Kan ikke finde ud af hvor, Sommerens sejlads er ved at være forbi. Vi har haft det bedste vejr i de seks år, vi har fulgtes ad i de små både. Overliggerdagene har været frivillige og planlagte og dejlig lange. Dagene på vandet har været forbi næsten før, de begyndte. Sådan er det at sejle.
9. juli
Et lidt vemodigt farvel til min bror, Ejvind, som sejlede mod Vordingborg klokken 9,00. Atter en dejlig sejlerferie - denne gang i det allerbedste vejr for et par magelige men efterhånden erfarne sejlere. Det var vores sjette "sommertogt", som heldigvis endnu ikke er helt forbi.
"Esther" ligger på første parket, når det gælder om at følge med i, hvad der foregår her i Dybvig Havn på en varm, solrig og stille sommerdag. "Karoline" af Sakskøbing, som unge bådebygger Mortensen har bygget, dampede ind med sin fine kutter-lyd. Båden skal have en overhaling på ophaler-beddingen i faderens kendte bådebyggeri.
Min genbo ovre ved udrustningskajen ankom i går med storsejlet sat, og der har det "sittet" hele natten, godt fast. Nu afprøver han en egen-fabrikeret bådsmandsstols styrke. Men hjælpsomme folk bringer ham en rigtig stol, og han lader sig hejse op i den vældige mast i hvis top storsejlsfaldet er gået i bekneb.
Operationen lykkedes, og nu kunne Fruen på båden, sikkert med lettelse, sætte flaget i agterstavnen.
Jeg må tage mine ord om Smålandsfarvandets manglende sømænd i mig igen. De kommer sejlende hertil i mange slags både og med drevent sømandsskab. Min nye nabo lagde roligt agterfortøjningen på, efter at vinden og en ganske lille smule motor havde hjulpet ham ind.
Jeg sprang op på broen. "Skal jeg tage et reb?" - "Nej". Kort og godt: "Nej". Så stod han på sin båd og ventede i lang tid, men der skete noget: Stævnen drev for den svage luftning lige ind, hvor den skulle. Han lagde et par reb i land. Kiggede lidt. Strammede lidt. Så lå båden perfekt.
Jeg sagde til mig selv, at jeg vil stole på, at nabobåden ikke vædrer mig i nat ved højvande, når fortøjningerne slækkes. Alligevel listede jeg op på broen og forhalede lidt væk fra "Sømanden fra Bogø", da han var gået i land en stund. Men så sejlede han lige så stille, som han var kommet - efter at have kysset en sød dame farvel på broen.
Under iagttagelse af en uvant tålmodighed, stimuleret af indtagelsen af to store grillbøffer fra kabyssens køkken, lod jeg min vakkelvorne internetforbindelse hente en lang turbeskrivelse af Fruens roning ved Åbo. Snart er det min tur til at følge et eventyr i stedet for at deltage i det.
Nu vil jeg langsomt lade sommersejladsen lejre sig i hukommelsen blandt de bedste minder, og åbne sindet for de dage, der venter hjemme på land hos den trinde hankat, Ditlev, og forhåbentlig med daglige, gode nyheder fra Fruens skærgårdsroning og hendes oplevelser i et seksmandstelt blandt andre roere.
10. juli
Vinden tog til i løbet af denne sidste nat på sommersejladsen, og "Esther" vuggede i bølgerne, der kom lige ind fra sydøst. Ud på morgenen løjede vinden af igen. Det var tid til den første, skarpe kaffe og til at gøre grundigt klar, huske fenderen på pælen, springene, diesel-beholdningen, søvandsfilteret, cyklen på broen, og udtænke, at agterførtøjningen skal tages til sidst, når vinden puster båden ud i bassinet.
Sandt at sige kunne man trænge til et bad og et eftersyn i hygiejniske omgivelser med et vellignende spejl. Der skal vist gode nerver til. Det er også sin sag at se i øjnene, at sejlturen er ved at være forbi. Fire knob må være nok fra Dybvig til Sakskøbing i næsten vindstille.
En SMS afgik til Fruen, som ved ni-tiden entrer flyet til Åbo. Hun ringer tilbage - er lige ved at stige ombord. Ditlevs (det er den fede hankat) plejefar får en taknemmelig opringning med besked om, at nu overtager skipper her de daglige sysler for dens vedvarende velbefindende.
Tiden iler, når man sejler. Nu er "Esther" inde i sommerferiehavnen i Sakskøbing, drejer for opskuddet ind på pladsen og driver sagte frem, indtil agterfortøjningen passer. Et lille ryk, så ligger hun der - i 30 graders varme. Cykelturen hjem er en langsom og grundig oplevelse af de veje, vi kører i bil - undtagen de sidste kilometer, hvor man på cykel kan skyde en smuk genvej gennem skoven.
Ditlev kigger frem bag plankeværket i gården, da jeg kommer. Så bliver jeg mærkeligt nok genkendt, trods de udtalte mangler. Dyrene savner dig altid, tænker jeg. Og savnet stiger med deres sult. Men Ditlev er ikke særlig sulten. Her er et ægte savn.