Hvor Kattegat begynder at smage af salt
Sommersejlads i svenske vande (anden del)
Af Dorte og Karsten Pagh.
Uddrag fra logbogen
på Anmodakas sommeferie, juli 2014:
Skipper Karsten Pagh.
Så kom det endelig - årets højdepunkt, det vi gik og længtes mod, siden båden kom op i efteråret, og det vi lagde planer for, Dorte og jeg, når vi sad ved fredagsbordet og spiste fisk i de lange vinteraftner - sommertogtet. Hvor skulle vi hen i år - eller rettere, hvor skulle vi ikke hen. En forsigtig plan blev lagt - lad os forsøge at sejle op mod det nordjyske, - Limfjorden, Vendsyssel og Læsø. Det var, som om vi mangler noget derfra - det meste af vores liv foregik deroppe tidligere, da vi havde båd i ´80erne. Derfor ville vi godt tilbage til den del af Danmark, op hvor Kattegat begynder at smage af salt, når bølgerne brydes på en hård bidevind.
Toreby – Fejø
Skønt vejret ikke viste sommerhumør, stod Anmodoka ud af Toreby Havn, den 2. juli lastet med forventninger. Små fire ugers spændende oplevelser lå forude. Byger fra vest, 8 m/sek., og vindstød op til 12m/sek. Vi ville bare være sejlet til Guldborg, men vi syntes, at der var alt optaget, så mon ikke vi lige kunne klare Femø i stedet. Godt ude ved Argus Grund, måtte vi ændre kurs, så det blev Fejø, der skulle være vores første sommerferiehavn. Femø er ikke så spændende i hård, vestlig vind.
Næste dag var der fortsat hård vind til kuling, dog også dejlig solskin, så det blev en overliggerdag, hvor vi fik feriesjælen sat på plads.
Fejø-Kerteminde
Vores gaster, Anne og Kasper, sov stadig, da vi lod fortøjningerne gå kl. 06.25, og i den skønne morgen, hvor vi havde Smålandsfarvandet for os selv sammen med morgenfriske måger, der stod og skreg morgensang på nogle rusepæle, og skarve, der stod i tørreposition, sejlede vi mod Storebælt, alt medens morgenmaden tilberedtes. Vinden havde ikke lagt sig helt endnu, men for storsejl og fok gik det hurtigt afsted. Fleecen blev hurtigt skiftet ud med T-shirten, da vi ændrede kurs ved Vejrø. I Agersø Sund, flovede vinden, og så måtte jerngenuaen tage over det næste par timer, mens vi krydsede Storebælt. Atter kom vinden igen frem fra sit skjul, tog lige en tur med kompasset rundt, inden den lagde sig til rette, og gav os en herlig bidevind, vi nåede op at logge de 9 knob.
Sidst på eftermiddagen kan vi fortøje i Kerteminde, hvor Flickan III fra Vikingen også ligger, så det blev et herligt gensyn over en flaske kold hvidvin. Sidst vi så Flickan, var da vi sammen kom i vandet i Toreby Sejklub i foråret.
Kerteminde – Ballen
Næste dag var der rundtur i det hyggelige Kerteminde, med de mange små huse, med flotte døre, skulpturer og blomster overalt, en italiensk iscafé, som vi måtte frekventere, og selvfølgelig en fiskehandler, som vi også måtte se nærmere på. Vi når lige at udveksle et par ord med et par andre både fra Toreby Sejlklub, som lige er kommet ind, inden vi igen slipper fortøjningerne, og sætter kursen mod Ballen på Samsø, som vi når efter fireogenhalv times sejlads.
Godt fyldt er havnen, men vi når dog at finde en udmærket plads, for her skulle vi lige være et par dage. Cykler blev lejet næste dag, og så gik det ellers ud over den skønne ø, som altid er et besøg værd.
Cykeltur på Samsø.
Ballen – Grenå
Sommeren var endnu ikke stabil, så det var i store dønninger og regntøj med vand fra oven, vi sejlede fra Ballen og op mod Grenå. Anne og Kasper skal til Hobro, så det var en god mulighed for at komme med en god transport derfra. Vinden tog igen nogle store spring,, og vores gaster var meget stille på turen. Det var ikke just behageligt sejllads de første timer. Heldigvis blev det bedre, og vinden holdt sig i de vestlige retninger, med op til 12 m/sek.,, så vi fik igen en log, der flere gange kom over de 9 knob, en enkelt gang var den oppe at runde 10,5. De 39 sømil til Grenå blev klaret på seksogenhalv time.
Vi fandt en god plads i den store havn, og humøret kom igen. Anne og Kasper har fødselsdag i løbet af den næste uge, så vi inviterede dem ud at spise i Grenå. Ta´selv, italienske specialiteter, pizza, laks, og softice som dessert. Det kan godt anbefales, hvis man kommer på de kanter. Næste morgen kørte vi i bussen til Grenå, og sagde farvel til gasterne. Vi gik en tur rundt i byen – som desværre også er meget påvirket af den danske centraliseringssyge, hvor alt skal flyttes væk fra de tyndt befolkede områder, og placeres i de store byer eller allerhelst i København.
Efter nogle dage i båden trænger vi til at få rørt skeletterne, så det bliver ofte til lange traveture, så vi gik fra centrum langs til lystbådehavnen, en rigtig god gåtur.
Tysk Hallberg-Rassy står ud fra Grenå.
Grenå-Hou
Vinden var igen frisk til hård, så vi blev en ekstra dag i Grenå, inden vi satte kursen mod Hals eller Hou. En strækning på 45,5 sm. Som vi var syvogenhalv time om. Vi sejlede, da vinden flovede lidt ved middagstid, med et enkelt reb i storen.
Efter nogle timers sejllads, så det ud, som om vi sejlede mod en ø, i det fjerne – men det var Knøsen der med sine 132 m. knejser flot midt i Dronninglund Storskov. Vinden var ca. 22 grader varm på vandet,, men da vi ankom til Hou var den oppe på ca. 30 grader, kl. 20 om aftenen. Vi fandt en pæleplads, men havnefogeden sagde, at ejeren kom næste dag, så vi må finde en anden plads i morgen. Heldigvis blev der nogle ledige pladser langskibs med kajen, hvilket var perfekt, da vi kunne ligge med cockpittet mod vest, og få aftensolen ind.
Tørfisk i Hou.
Hou havn kan anbefales, et lille hyggeligt ”hul” mellem klitterne, og den fedeste badestrand man kan tænke sig.
Vi fik aftalt med familien fra Aalborg, at nu vi var ankommet til Hou, så vi ville give aftensmad næste dag. Desuden kom også vores gode venner fra Hals forbi, så det ene hold afløste det andet. Det blev en sen sommeraften, hvor solen for længst var gået ned under horisonten, inden vi selv gik til køjs. Herligt, man kan være samen med familie og venner på den måde.
Stranden ved Hou.
Hou – Læsø
VI havde planlagt, at det næste mål var Vesterø på Læsø, så vi stod op med hønsene, og kl. 07 gik vi ud for motor. Vi satte sejlene efter en lille halv time, men storen var ikke så glad for at komme op Det nye sejl og dets gennemgående sejlpinde arbejder ikke så godt sammen, så der skal lige lirkes og hives, før det står flot igen.
Vi har atter en frisk bidevind, så vi når Læsø, 27 sm., på lidt over fem timer. Var der trængsel andre steder, så er det næsten ikke noget mod den, der er på Læsø. Her er der fyldt med nordmænd, svenskere, tyskere og mange lokale både fra fastlandet. Vi forsøger flere gange at komme ind, men finder ikke nogen plads.
En heldig plads
Vi tager lige en runde mere, og så ser vi en Grinde, der har startet motoren på en plads ved broen, så den plads overtager vi fluks - herligt. Alternativet var at ligge som nummer fem-seks, og yderligere få et par både udenpå i løbet af dagen. Her er der skønt, så vi nyder resten af dagen og får gået nogle gode ture i og omkring Vesterø. Her den 11 juli, er det, som om solen ikke rigtig vil ned, så selv ved midnatstid, er der en lys streg ude i horisonten. Solen overgiver sig ikke så let her oppe mod nord.
Næste dag er der dømt cykeltur, i 28 graders varme. Vi ville ned at se Rønnerne og saltsyderne, og så er der vistnok også et lokalt mikrobryggeri, der skal undersøges nærmere. Det her er toppen; solen steger ned på os fra en skyfri, lærkerne synger højt i himlen, vinden løfter dufte og pollen fra lyng, porse, fyr, hybenroser og andre herligheder op og sætter dem som sommerspor i næsen. Den slags er naturen mester i her på Læsø, så man bliver helt høj, når man cykler rundt, og bombarderes af de mange sanseindtryk.
”Sydesang”
De lejede cykler må ikke køre til Rønnerne, så vi står et stykke derfra og betragter dette flotte stykke landskab. Vi orker ikke gå derud. Vi vender om og tager ind til Læsøs saltsyderi, hvor vi hører, hvordan man syder salt, og lytter til ”sydesangen” af saltsyderen, der står ved det store sydekar og rører, og vi ærgrer os siden hen over, at vi ikke købte et par kilo sydesalt med hjem, til 85 kr. pr. kilo, når vi ser, hvad det koster for 200 gram i en fin brun pose.
På vejen hjem igen kommer vi forbi en bondegård, som havde løsgående to- og firbenede kræ, og som var blevet en kæmpe turistattraktion. Det var utroligt børnevenligt, hvilket man kunne høre på de hvin og den latter, der kom, når geden ville hugge madpakken, eller gåsen forsvarede sin ret til at ligge, hvor den ville. Her lavede man de skønneste Læsø is - stærkt vanedannende - med hyldeblomst, solbær, jordbær, hindbær etc. Alt sammen fra naturen på Læsø.
Bryggeriet var også en omvej værd. Ude i skoven var det gemt væk, men vi fandt det. Her var både mulighed for at få slukket tørsten og lidt godt til ganen og for 60 kr, kunne vi smage seks forskelige øl. De 180 kr var godt givet ud, og turen til båden forekom lidt lang. Det blev til tre dejlige dage på Læsø, hvor vi kunne tage den gratis ø-bus og køre hele øen rundt.
Sommersejlads i svenske vande
Billedmaterielet er under redigering.
”Ud af intet hørte vi pludselig et smæld, som vi ikke lige kunne identificere. Dorte og jeg så på hinanden, som to spørgsmålstegn”.
Den 14. juli ville vi videre fra Læsø. Vi ville en tur til Skærgården, op til øen Marstrand, hvor Tordenskjold tog fis på svenskerne. Det havde blæst noget de foregående dage, men vi troede, den havde lagt sig, så vi tørnede ud kl. 07.00 i stille vejr og dejligt solskin. Det varede ikke længe, så gik der kapsejllads i Anmodoka. Et par franskbyggede både troede, de kunne sejle hurtigere end os, så det skulle selvfølgelig prøves. Dønningerne og blæsten tog til i styrke, men vinden var ind agten for tværs, så det gik bare med fuld fart. Loggen nåede de 9,7 knob.
Ud af intet hørte vi pludselig et smæld, som vi ikke lige kunne identificere. Dorte og jeg så på hinanden som to spørgsmålstegn. Lidt efter hørte vi igen noget lyd, som heller ikke kunne lokaliseres. Jeg så rundt på båden, og skulle lige til at sætte mig til rette igen, da jeg så at styrbords røstjern var på vej op gennem dækket. Shit. Der måtte handles hurtigt, så vi ikke fik et mastehaveri, så selv om vi havde agterudsejlet de franske skibe, måtte vi dreje Anmodoka op i vinden, slække storsejlsskødet, og få hevet først fokken ind, og herefter taget storsejlet ned. Nu opdagede vi, at bølgerne faktisk var blevet store, og vinden var mere end frisk, men vi måtte desværre de 9 sømil tilbage til Vesterø havn, og besigtige skaderne.
Mærkværdigvis var der ingen, der havde taget vores tidligere plads – vistnok fordi vi ikke havde vendt skiltet på grøn, da vi sejlede. Vi sejlede stille hen til broen, og Dorte skulle tage fortøjningerne. Jeg ville lige bakke, så vi lå helt stille, men hvad h... Motoren ville ikke tage gassen, heldigvis kunne Dorte holde Anmodoka, så vi ikke gik på broen. Æv, gaskablet var stået af.
Smed og mekaniker
Røstjernet, fik vi at vide, vi kunne måske få lavet hos smeden i Østerby, så vi tog den gratis bus dertil. Nye røstjern havde de ikke, men han kunne nok lave et nyt til os – men det blev nok først i morgen. Ok – så lad os få to, så vi kan få skiftet begge sider, så vi undgår nye uheld. To dage efter haveriet, kunne jeg hente to nye håndlavede, med otte graders bøjning, i rustfrit stål hos smeden i Østerby. Fantastisk service.
Ved siden af os lå Carsten, og han kunne fortælle, at hans søns kammerat lige var startet som mekaniker, og – ja her er han i røret, så kan I jo selv aftale videre, hvad der skal ske. Mekanikeren – en ung fyr - kom kl. 21 om aftenen og konstaterede, at gaskablet var gået, og han skulle nok sørge for et nyt. Allerede næste aften kl. 22 stod mekanikeren igen med nyt gaskabel, for, som han sagde, så er vi sejlere jo et utålmodigt folkefærd, der hellere vil sejle og nyde den sparsomme ferie, man nu har, i stedet for at ligge i flere dage og vente. Tilfredse oplevelser gør, at man igen kommer til Læsø.
Vesterø – Honö
Vores sidste gast, CT, som vi har sejlet med i alle de år vi har haft båd – også dengang i ´80erne - ville komme derhen, hvor vi var, men vi aftalte, at han kunne komme til Læsø, så var det nemmere at komme med, end finde os på en lille ø i Gøteborg skærgården. Den 17. Juli kommer CT med færgen, og vi får et godt måltid, stuvet bagagen af vejen, inden vi kl. 13.30 slipper Læsø for at sejle mod skærgården. Frisk vind, men den er heldigvis med os. Efter 36 sm. hvor loggen igen havde nået de 9,4 knob, fandt vi en plads kl. 20 på Honö. Båden blev gjort klar til aftensmad, og efterfølgende måtte vi rundt på havnen, for at komme ud at sidde på klipperne, og se solen gå ned ude i Skagerrak.
Næste morgen lejede vi cykler, og da Honö er bundet sammen med to andre øer, skulle vi da rundt og se på dem. Dejligt solskin, knap så gode cykler, men der var to hjul, stel, saddel, styr og kæder på. Vi havde taget lidt proviant fra båden, ellers måtte vi se, hvad vi kunne købe undervejs - det er jo også det, det kommer an på. Hvis man hele tiden ved, hvad man vil, og aldrig overlader noget til tilfældighederne, så bliver det hele da noget kedeligt.
Köttbullar og lättöl
Vi kunne ved middagstid købe noget brød, skinke, svenske köttbullar og ost. Vi tog det med ud til det vestlige af øen. Et ældre ægtepar fortalte os, at vi bare skulle fortsætte lidt derud ad, op over bakken, så ville vi være på et fantastisk sted. Vi kæmpede for at komme op ad grusstien, men overgive os ville vi ikke, så selv om der var 28 grader, så kørte vi op ad fjeldet. Til sidst måtte vi sætte cyklerne, og vandre det sidste stykke gennem nedlagte svenske forsvarsværker fra den kolde krig.
Og så kom belønningen, en fantastisk udsigt ud over havet, og oppe mod nord lå Marstrand. Mågerne stod over vores hoveder, ederfuglene og gæssene lå og snadrede bag de små holme, og lærkerne sang herligt inde over marken bagved. Frokosten den dag smagte helt fantastisk – selv om det var svenske lättöl, der var drikkelsen.
Hönö – Hypplen
Næste morgen stod vi ud ved 11-tiden, og sejlede forsigtigt mellem skærene syd på, for at komme til ”farleden”, som vi ville følge mod Marstrand. Det blev en dejlig tur, i sol og fin vind. Rundt om lå bådene for svaj, og der blev badet og hygget i de mange kroge og vige. CT havde ikke helt vænnet sig til livet i skærgården endnu. Sejlbådene har mærkværdigvis altid haft en magisk tiltrækningskraft på de hurtiggående speedbåde, der kvitterer med at sejle så tæt på som muligt, så da CT sad og døsede op ad søgelænderet kom en af disse hurtiggående, og da vi fik bølgen ind på båden, stod der en kaskade af vand op, så CT måtte lige hænge T-shirts og bukser til tørre efterfølgende.
Vi daser, der er ferie, vi har ingen faste mål, så vi går ind i den hyggelige Hypplen havn, efter 11 sømil. Her er både restaurant og lille ICA marked, så selv om vi oplever øen som isoleret, har den, hvad vi skal bruge. Det blev en herlig gåtur rundt på øen. Svenskerne forstår det at invitere folk ud i naturen. Her var der lavet stier og små åndehuller, hvor der var sat grill op og bænke og borde.
Hypplen-Vrångö
Ferien begynder at lakke mod enden, så vi beslutter os til at sejle sydover igen. Vi vil se, om vi kan komme ned syd for Göteborg. Motoren hjælper os ud af havnen og gennem nogle skær, så er det op med fokken, og med den sejler vi stille og roligt sydover. Motoren blev tændt et par gange i nogle smalle løb, hvor der gik kabeltrukne færger, og hvis der var for store skibe, vi skulle forbi. Vi udpeger Vrångö som næste mål, og de 27 sømil bliver sejlet på knap syv timer. Vejret var for godt til at stresse i. Vrångö kan godt anbefales, Efter aftensmaden når vi lige at gå vores fem km. rundt på lidt af øen, og selv om det er skærgårdsøer, så ligner de ikke hinanden alligevel – det er det, der er så fascinerende ved at sejle i skærgården. På Vrångö var der lavet en panoramakaj, hvor folk samledes om aftenen for at tage billeder af solnedgangen. Med et glas kold rosé i hånden betragter vi det fantastiske skue, det er, hver gang når solen giver den gas, og farver sommerhimmelen i alle de smukke farver. Der var sat små bænke og borde op, så det var et meget populært sted at samles for at få et sidste glimt af dagen.
Vrångö – Kullen
De næste dage tager vi nogle gode stræk, til henholdsvis Glommen og efterfølgende Mölle ved Kullen, 86 sm. På to dage kan vi godt være det bekendt. Vi ville godt have været på Hallands Väderö, men tiden løb for hurtigt. I Mölle fandt vi en plads vi lå som nr. 8 udenpå en båd. Det blæste lidt op til aften, så vi måtte have en fortøjning i land, for at afhjælpe trækket på de inderste både. Mölle er et fantastisk sted, som helt afgjort kan anbefales. Små spisesteder og forretninger og en bager, der kommer på havnen om morgenen med friskbagt brød. Indkøbsmuligheder er der, men de ligger bare en god gåtur fra havnen. Næste morgen vil nogle af de inderste både afsted, så vi blev purret tidligt. Vi ligger og venter på igen at komme udenpå nogle af de andre både, men heldigvis er der lige en båd med pæleplads, der vil afsted, så vi tager lige et par rundture, og napper denne fantastiske plads, i læ og uden fendernaboer.
Efter morgenmad tager vi den gratis bus til Kullen. Det var godt nok noget specielt – så tæt på Danmark. En fantastisk natur, og utrolig udsigt fra fyret. Lige derovre ligger Helsingør og Gilleleje, eller hvad det nu er, man kan kigge over på. Vi beslutter os til at gå de fem-seks km. tilbage til havnen, gennem den afmærkede rute, der følger sydkysten. Vi kunne have valgt den nordlige, men der var ingen sol, så det var ikke så spændende.
”Toreadores”
Bedst, som vi går gennem skov, krat og hede, ligger der nogle langhornede skotske højlandskvæg og spærrer vejen, hvor vi skal gå. Vi er byboer, og de bøffer, der henholdsvis ligger og står foran os, er godtnok store. Hornene ser drabelige ud, så jeg foreslår CT, at han skal tage den røde T-shirt af – for jeg ønsker ikke at løbe livet af mig i den hede. Jeg havde allerede læst overskriften i næste dags avis ”Danske turister stanget af tyre på Kullen”. Vi lister forbi dem, og faktisk er de bedøvende ligeglade med, at vi går der. De var trukket ind i skyggen. Det var lige inden, man fik lyst til at give den ene et los i rumpetten for at se, om de overhovedet gad flytte sig. Vi udfordrede ikke skæbnen, så de fik lov at være i fred.
Næsten nede ved vandet igen, er der en meget fin lille restaurant, hvor man bl.a. kan indtage læskende drikke og hjemmebagte kager. Der var kun en til at servere – både det kolde og varme, så køen var lang. Det var ”ham selv”. Der var ikke noget stress her, så alt gik sin stille og rolige gang, selv om køen voksede og voksede. Stedet kan anbefales.
Helsingør og Dragør
Næste dag var der igen kapsejlads, og det gik fint, indtil vinden vendte og vendte og vendte. Vi skulle til Helsingør med CT, der skulle tilbage til Djursland. Der, hvor Kattegat og Øresund mødes, roterede vinden mest. Vi startede motoren et kvarters tid, og så kunne vi igen sejle. Men nu var vinden bare imod.
Ved middagstid fandt vi en plads i Helsingør, og frokosten blev indtaget, og vi fik sagt farvel til vores gast.
Vi tog igen fortøjningen, og sejlede sydover gennem Øresund. Vinden friskede nu meget, og vi måtte tage fokken ind. Et af de steder, hvor vi ville hen, var Hven, men det var, som om at vi ville sjofle den oplevelse, da vi skulle videre allerede næste morgen, så Hven måtte vente til en anden gang.
Hård vind og bølger
Det blev hård vind fra østlige retninger, så vi var noget udsat for høje bølger ned gennem Øresund. Ved 20 tiden og ca. 45 sm. fra Kullen anduvede vi den hyggelige havn i Dragør. Vi lagde os udenpå nogle store sejlbåde, og lige inde på land var der en restaurant, men da alt var optaget, kunne vi få maden bragt ombord. Herligt - hvem gider lave mad kl. 20, når man kan få det serveret. 20 min. senere var der friskstegte rødspætter og nye kartofler i cockpittet. Hvidvinen kunne vi selv organisere fra køleskabet. Vores søn kom på besøg senere om aftenen, så vi gik en tur rundt i det smukke Dragør, med en kæmpe hjemmelavet is i hånden. Herlig sommeraften.
Dragør – Vordingborg
Næste formiddag starter vi motoren, og sejler mod hjemlige farvande. Det er nu blevet den 26. juli. Vinden var noget flov, måske pga. sin opførsel dagen forinden, men den vågnede i løbet af dagen, og så var der igen gang i Anmodoka. Ved 14.20 tiden har vi Stege fyr tværs, og vinden blæser 10 m/sek. Ved 16 tiden har vi fanget midtfarvands-bøjen ved Bøgestrømmen. Vi har et reb i storsejlet, og fokken har vi taget ind. Vi overvejede at stoppe ved Nyord, men vi troede ikke, vi kunne nå at stoppe, så vi fortsatte. Vinden pisker os videre, og snart efter passerer vi Kalvehave havn, og da solen stadig er oppe, og vinden er fin, beslutter vi så til at tage til Vordingborg. Her ankommer vi ved 20 tiden efter 54 sm. Fra Dragør.
Vordingborg – Toreby
Sidste nat på årets ferie blev Vordingborg, og næste dag sejler vi stille hjem til Toreby havn, allerede ved 6.30 tiden. De andre både, vi lå uden på, skulle ud, så kunne vi jo ligså godt gøre det samme. Hvad mere kan man ønske sig, sidste sommerferiedag, end morgenmad i cockpittet, mens vi sejler lige så stille på et spejlblankt sund? Vinden sov lidt længere end os i dag, så først efter Storstrømsbroen sættes sejlene. Nu er vinden igen stået op, og den frisker hele vejen ned til Argus grund. Med en vind fra NØ, er det lige, man kan holde kursen, så vi har sejlene oppe, til vi når Guldborgbroen. Så knappes øllen op, vi er næsten hjemme. og vi er gennem broen.
Begynder i medvind
497 sm blev årets sommerferie på, en masse nye havne, nye steder, nye bekendtskaber, nye oplevelser, nye udfordringer. Turen havde alt det, der skulle til. Nu er spørgsmålet: Hvor skal vi så hen næste år? – Ja måske finder vi ud af det i løbet af vinteren – men i hvert fald er et sikkert - at søkortene kommer frem, og der vil blive brugt mange aftener til at studere muligheder. Sommerferier begynder i medvind., og vi vil nok ikke sejle hen, hvor vi tidligere har været, det er livet for kort til. Vi skal have nye udfordringer, se noget nyt - det er det, der sammen med alt det andet får os til at elske dette sejlerliv.
Dorte og Karsten.
Billeder:
