I Helen og Oles hækbølger til Paris - II
Helen og Ole Pyndt i "Ladyship"
Man lukker aldrig døren til noget, uden at lukke døren op til noget andet, og sådan var det da vi forlod Paris. Vi vidste faktisk ikke hvad vi gik ind til, andet end Champagne området og efterfølgende Lorraine, og Alsace. Vi skulle tværs over Frankrig ad Marne floden til Strasbourg. Det tog 21 dage, og vi havde sejlet i alt 2.000 km på vores tur, da vi ankom dertil. Det var en meget afvekslende tur igennem vidt forskellige landskaber, og ekstremt varmt til tider. Temperaturen var oppe på 42 grader i cockpittet mange dage, og selv klokken ni om aftenen var det stadig 30 graders varmt.
Kort efter vi forlod Paris, kom der en dansk båd sejlende imod os. Det viste sig at være ”Vagabonden” fra Nykøbing. Vi vidste godt de var også på vej til Paris, men ligefrem møde dem var pudsigt. Lidt senere traf vi ”Skum” fra Sakskøbing! De sejler rundt i Frankrig på femte år. Endnu senere blev vi budt velkommen på kajen af et dansk ægtepar fra Rødbyhavn! De har skrevet flere artikler i Folketidende om deres oplevelser.
Alt i naturen på vejen over Frankrig var frisk, grønt og meget forskelligt. Vi slusede opad adskillige gange, og efterhånden dukkede vinmarkerne op. Vi passerede dejlige byer og skønne landområder, valmuemarker og sennepsmarker. Fuglene sang, og man følte man ejede hele verden, medens man gled igennem vandet, stille og roligt uden bekymringer eller jag, medens alle andre susede forbi på vejene, og passede deres arbejde. Sommeren var sandelig over os, og heldigvis var vi ret højt oppe og vandet virkede rent og indbydende, så vi tog en dukkert et par gange, ellers stod vi på badeplatformen og skyllede os med bruseren for at blive afkølet.
Vi ankom til Epernay, hovedstedet i Champagneområdet, og blev et par dage. Vi skulle opleve Champagnehuse og prøvesmage lidt! Havnemesteren var meget venlig og hjælpsom, selvom han ”kun” talte fransk! Lystbådehavnen ligger lige foran et af de store Champagnehuse, så det var meget nærliggende at besøge det. Vi var heldige, idet vi var de eneste engelsktalende turister, så vi havde guiden for os selv. Vi var meget forbavset over hvor meget manuelt arbejde der stadig er i produktionen. Maskiner har ikke overtaget ret meget. Når først man har set det ene hus, så har man set nok, de ligner hinanden. Vi besluttede at tage toget til Reims, som lå ikke så langt derfra, og jeg ville meget gerne se katedralen. Ad vandvejen ville det tage tre dage frem og tilbage, turen med toget varede 30 minutter. Jeg benyttede mig af vaskemaskinen i Epernay. Der var langt imellem vaskemaskiner, så det blev til flere hold. Der var ingen tørretumbler, så jeg havde tøj og ting hængende overalt på båden, men i denne varme blev det hurtig tørt!
Her er vi på en lille picnictur
Champagnehuset
Hvor er det varmt.
Vi passerede rigtig mange sluser på vores vej, (450 på hele turen) mange var automatiske, dvs. man skal bare trække i en snor, så kører den. Vi havde lidt problemer ind imellem, men når man trækker i den røde snor, kommer assistance ret hurtigt. De franske vandveje, kaldet VNF, er meget velbemandede, og der er altid hjælp at få.
Vi fulgte med et par hollandsk både i nogle dage, VNF vil helst betjene flotiller end en ad gangen, men det er ikke altid lige sjovt at være forrest i slusen. Strømmen kan være temmelig voldsom, så man skal holde godt fast. Vi skulle igennem flere tunneller, og vi blev eskorteret igennem en ret berygtet en, som var 5,5 km, og det varede 1 time og 15 minutter. Det var temmelig ensformigt, mørkt og lugtende, men meget spændende, – igennem kom vi! Endelig, ankom vi til Toul, men pga. varmen blev vi kun en dag. Vi fortsatte turen, og ankom til Nancy. Vejret var begyndt at ændre sig, og jeg skal love for, at himlen åbnede sig. Medens vi sad på en fortovscafé styrtede det ned med regn og det lynede og tordnede i flere timer! Det rensede luften, og hele byen med! Vi var heldige at være der i forbindelse med 200 års dagen for Stanislauspladsen med alle festlighederne. Nancy er en flot og dejlig by og havnen ligeså. Vi blev der i et par dage, og fik mange oplevelser og minder med hjem.
Videre mod Strasbourg igennem Lorraineområdet, som er præget af landbrug og smukke udsigter. Man bruger alle sanser! – synet, duften, lyden, og alt sammen i slowmotion, en rigtig lise for sjælen. Vi oplevede den store elevatorsluse i nærheden af Saverne, hvor man bliver kørt skråt nedad, og lander 38 m nede! En interessant oplevelse. Vi sejlede forbi Europa-parlamentet i Strasbourg med alle de store bygninger, og viste endnu en gang Toreby Sejlklubs flag. Vi lejede en bil, og kørte ad vinruten igennem Alsace, hvor den ene yndige by afløser den anden, det er et helt kapital for sig selv. Vi cyklede rundt i Strasbourg på de udmærkede cykelstier, og oplevede alt hvad byen byder. Blomsterfloret var imponerende. Så vendte vi om, og sejlede et stykke vej tilbage af samme vej, indtil vi stødte på Sarrefloden. Der sejlede vi nordpå, og havde et par sjældne oplevelser.
Toreby Sejlklubs stander ved Europa-parlamentet
Først så vi en landmand vende høet på marken, med omtrent 100 storke bagved traktoren! Man er vant til at se måger bagved, ikke storke! Senere så vi en flok glenter, en stor ørn, på omtrent 100 stykker, som sværmede omkring. Vejret var noget mere vekslende, men det gjorde ikke noget med lidt køligere temperatur! Sarrekanalen var smal og meget hyggeligt. Træerne voksede henover kanalen, og alle sluserne er håndbetjente. Vi måtte vente en time inde i den ene sluse pga. middagspausen, og pludselig opdagede vi, at de to andre både i slusen havde dansk besætning! De havde lejet bådene dernede, og nød en velfortjent ferie. Det var meget hyggeligt lige pludselig at være ”pære dansk”! Jeg plukkede en stor buket vilde blomster ved kanalsiden, som vi nød i flere dage. Omsider nåede vi Mosel floden, og da vi havde fået at vide at diesel var billigt i Luxembourg, sejlede vi næsten igennem Luxembourg, før vi fandt en dieseltank. Det varede flere timer. Vi kontaktede nogle bekendte, som boede lige ned til floden, og besøgte dem. De kunne se Frankrig, Tyskland og Luxembourg fra deres vinduer.
Turen ned af Moselfloden var en pragtfuldt oplevelse. Udsigten er smuk, og man passerer den ene yndige by efter den anden. Vinmarkerne skråner helt ned til vandet, og hver en centimeter bliver benyttet. Det varede over en uge, og jeg kunne sagtens have brugt 14 dage. Der var så mange steder jeg gerne ville opleve, men det må blive næste gang. Man kan ikke alting.
Vi havde hørt at Lahnfloden skulle være Tysklands smukkeste flod, så det vil vi også have med. Ved Koblenz sejlede vi sydpå ad Rhinen i stærk modstrøm til Lahnstein. Vi brugte tre dage frem og tilbage på Lahnen. Det var en lille eventyrflod, meget benyttet af robåde, men også mindre motorbåde kunne sagtens sejle igennem. Vi traf endnu et par venner fra Frankfurt, som kom på besøg, og nød en dags sejltur med os. Så var det ligesom et skillepunkt, da vi kom ud på Rhinen igen, nu var vi på vej hjem.
Vi susede ned af Rhinen med gevaldig medstrøm, forbi den ene store industri efter den anden. Rhinen kan være temmelig ubehagelig når man møder en af de store færger pga. deres hækbølge, men vi var heldige, og nåede Køln den første dag. Domkirken stjæler billedet både fra vandside og landside, så den besøgte vi den følgende dag. Vi cyklede rundt, og oplevede byen fra forskellige vinkler – Domkirken og tilhørende skatkammer, vi spiste gullaschsuppe med Kölsch til (Kølns egne øl) i restauranten Alt Køln, og sluttede dagen med at besøge et chokolademuseum! Jo, der er meget at opleve i Køln! 
Den følgende dag fortsatte vi ad Rhinen, det var knapt så fornøjeligt. Vejret var ikke så godt, strømmen og bølger var større, og der var betydelig mere trafik, så det var en lettelse da vi drejede ind på Rhein-Herne kanalen ved Duisburg. Man føler sig mere hjemme på kanalerne! Det gik lige igennem Ruhrdistriktet, med industri og en del penicher (store fragtbåde) på vandet. Det giver ventetid ved sluserne, man kan kun komme igennem sammen med de store både, og det tager tid.
Vi sejlede videre af Dortmund-Ems kanalen forbi Münster, igennem vekslende landskaber. Vi overnattede i Fuestrup lidt nord for Münster, en dejlig havn man kan besøge med båd eller campingvogn. Videre nordpå indtil vi nåede Mittellandkanalen. Den er lang, men alligevel spændende. Der er altid noget at se på. Broerne fascinerede mig undervejs, de var farvestrålende og meget forskellige. De lyste helt op i landskabet! Der var en del trafik undervejs, men det går stille og roligt. Der er utrolig mange cyklister og stavgængere langs kanalen, og de vinker alle sammen! Nu kunne man se at sommeren var begyndte at hælde, en sensommerstemning var over os, og markerne var modne. Omsider nåede vi Elbe-Seiten kanalen som efter sigende skulle være så kedelig, men det passer ikke. Der er lange lige strækninger, men smukt var det. Endelig kom det gode vejr igen, efter flere dage med vekslende vejr, og vi sejlede lige igennem Lüneburg Heide med al sin skønhed rundt om os.
Hæveværket.
Vi kom igennem det store hæveværk ved Uelzen, og det er mega stort. Folk tager på udflugt dertil bare for at se bådene blive hejst op og ned. Man fornemmer ikke bevægelsen, men kendsgerning er, at man bliver sluset 38 m nedad. Så begyndte vi at føle, at vi var næsten hjemme!
Vi sejlede ud på Elben ved Lauenburg, og den yndige by ville vi gerne besøge. Vi cyklede rundt i de smalle gader med de utallige velbevarede gamle bygninger. Vi har sejlet ad Elbe- Lübeck kanal adskillige gange, og vi er enige om, at den er vores favorit. Den er hyggelig, man kan sagtens bruge flere dage til at opleve den, og alle de byer undervejs, ellers kan man komme igennem på to dage. Man er meget striks med farten fra den ene sluse til den næste, så man skal bare nyde det i det korrekte tempo 10 km i timen. Vi ville gerne besøg en gammel kending – en dejlig restaurant som vi besøgte den allerførste gang vi sejlede derned. Men tidens tand havde været der, og det var virkelig ikke noget at komme efter. Samtidig hørte vi vejrudsigterne fra Danmarks Radio for de kommende dage, og de var gode nok de to næste dage, men derefter skulle de blive dårlige.
Ladyen hygger sig under parasollen.
Nu ville vi hjem, vi havde adskillige indbydelser ventende på os i begyndelsen af august, så vi tog en rask beslutning. Ole kunne regne ud, at hvis vi sejlede til kl. 21 den første dag, og fra kl. 6 den næste dag, så var der en chance for, at vi kunne nå Burg, og komme over Østersøen i ro og mag. Det var ikke en tosset beslutning. Vi havde kanalen for os selv – igen, igen, og vandet var som et spejl hele vejen og med den smukkeste solnedgang. Hvad mere kan man ønske sig!
Som aftalt stod vi tidligt op, og eventyret gentog sig, igen alene på vandet med den flotteste solopgang med alt hvad der tilhører af skønne dufte, lyd og udsigt. Hvor var vi heldige! Vi ankom til Lübeck, og jeg havde besluttet at jeg ville besøge forretningen med Lübeckermarcipan. Det var svært at lægge til i nærheden af bymidten pga. broerne, men det lykkedes til sidst. Jeg blev bevilget en time, og jeg løb op igennem gaderne – der var for øvrigt vejarbejde alle vegne, det mindede mig om Kraghave da vi boede der. Jeg købte flere æsker marcipan osv. og tilbage til båden!
Burg Havn.
En stille morgenstund.
Vi kontaktede brovagten via VHF så de kunne hejse broen lidt, ellers skulle vi sejle hele vejen rundt om Lübeck igen, men ud kom vi, og af sted mod Travemünde. Pludselig kunne vi fornemme saltvandsluft, det var dejligt, og vejret var stadig flot. Der var en mægtig regatta i Travemünde med hundredvis af sejlbåde, så det var bare om at holde tungen lige i munden for at komme igennem! Turen over Lübecker Bugt til Burg gik godt i det skønneste vejr, og vi blev der for natten. Pludselig om aftenen trak det op i det fjerne, og vi var bange for at vi måtte blive der i flere dage, men til vores store undren vågnede vi op til pragtfuldt vejr igen, og så vi susede over Østersøen, som viste sig fra dens allersmukkeste side. Vi fik at vide, at der havde været forfærdeligt uvejr i Travemünde den foregående aften, så det var derfor himmelen var så truende. Omsider fik vi øje på Danmarks kyst, og gensynet med Falster var vidunderligt. Vi ankrede op ved Gedsergård-broen, dels for at bade og nyde Guldborg Sund, og dels for at give båden en ordentlig overhaling efter flere måneder i kanalvand!
Vi havde telefonisk kontakt med vores datter og svigersøn, så de var ved kajen da vi ankom til Toreby Sejlklub, og så var gensynsglæden stor og dejlig. De bød på mad, og snakken gik hele aftenen! Dagen efter blæste det kraftigt, men da var vi godt i havn! Båden blev tømt, og det var ikke småting. Vi frydede os over, hvor vellykket en tur vi havde haft. Jeg siger gerne, at det var de bedste tre måneder af mit liv. Jeg havde været lidt skeptisk forud for turen, om jeg kunne lide at være væk i så langt tid, især fra børnebørnene, men jeg må indrømme, tiden fløj af sted. I øvrigt havde de travlt med deres sommerferieplaner, desuden havde vi meget ofte kontakt med hinanden pr. telefonen, SMS og ikke mindst e-mail, så afstanden mærkedes ikke. Jeg var lykkelig for den bærbare PC og alle de fordele den har, den blev meget flittigt brugt hver dag. Jeg var lige så lykkelig for det digitale kamera, det blev også meget flittig brugt. Jeg vil nyde at opleve hele turen igen om nogle år, via billederne og beskrivelsen, de er guld værd. Gad vide hvor vi sejler henne næste gang vi skal på langfart, for det skal vi…..!!
Hilsen Helen og Ole Pyndt