I Helen og Oles hækbølger til Paris - I

Helen og Ole Pyndt i "Ladyship"

Det hjertet er fyldt med, løber munden over med, siger man, og dette udtryk kan vi sandelig genkende efter knapt tre måneder på Europas vandveje til Paris, Strasbourg og hjem igen. Vi kan roligt sige, at det har været de bedste tre måneder i vores liv. Stille og roligt gled vi gennem vandet og havde ingen bekymringer eller uheld undervejs. Vi nød hver dag, hvor der skete noget forskelligt hele tiden.

Grundig planlægning
Men alting har en begyndelse! Man tager ikke af sted på sådan tur uden en del forberedelse. Vi havde talt om det i lang tid, faktisk havde Ole drømt om at sejle til Paris i næsten ti år! Vi skulle bare ikke være på arbejdsmarkedet mere, og i år passede det fint. Ole stod for ruteplanlægning, og vi brugte mange vintertimer med at gennemgå den. Der findes en hel del oplysning i form af bøger, artikler og personlige beretninger, som giver en fingerpeg på, hvad man skal være opmærksom på. Vi har samlet temmelig meget stof, som var værdifuldt, både inden turen og undervejs. Vi investerede i de nødvendige søkort og andre oplysninger om landene, vi skulle sejle igennem.

Båden skulle være i orden, og det stod Ole også for. Han sørgede for, at alt var gennemgået og checket, og at vi havde de nødvendige reservedele med i tilfælde af et uheld. Han kender båden til den sidste detalje, og det er meget betryggende, når man skal på langfart. Jeg sørgede for ”indmaden”, de praktiske ting, man skal have med på en tre måneders tur. Vi skrev lister på computeren med alt, hvad vi tog med, og endnu mere vigtigt, hvor vi opbevarede det ombord. Der er mange stuvepladser, og man kan dårligt huske alle detaljer i starten! Det er svært at vide hvor meget, eller hvor lidt, man skal have med, men man lærer at økonomisere med vasketøj, opvask og indkøb undervejs! Det vigtigste er, at have tilstrækkelige håndklæder, viskestykker, sengetøj med, der er nemlig langt imellem vaskemaskiner. Bluser, undertøj osv. kan man vaske i hånden undervejs. Vi tog ikke mange madvarer med, idet vi synes det er underholdende at købe ind undervejs af den lokale mad. Vi havde rigeligt underholdningsstof med i form af bøger, kryds og tværs, håndarbejde og ikke mindst digitalkameraet og computeren.

Fin overfart og en forskrækkelse
Vi ville gerne af sted forholdsvis tidligt på sæsonen, for at udnytte den dejlige natur i maj måned. Det er uhyre vigtigt at vælge den rigtige dag at sejle over Østersøen for at få en god start. Vi var meget heldige. Vi forlod Danmark den 12. maj 2005 kl.9.15. med kurs mod Burg. Selvom luften var frisk, var det en dejlig tur ned igennem vindmølleparken ved Nysted og videre til Burg. Vi ankom kl.13. men desværre var tolderen syg, så man kunne ikke købe toldfrit! Nå, vi klarede os alligevel. Sidst på eftermiddagen sejlede vi videre til Kiel. Vi blev lidt forskrækket, da en tysk militærbåd jagtede os og råbte over højttalerne, at vi hurtigst muligt skulle skifte kurs, fordi vi var inde i skydefeltet på en militær øvelse! Det forsinkede os en del, men solnedgangen var eventyrlig smuk og vandet var som olie, så det betød ikke så meget.

Turen gik ned af Kielerkanalen, ud på Elben og ind på Haldener Kanalen. Den skal man ramme på det helt rigtige tidspunkt, ikke højvande og ikke lavvande, men midt imellem, ellers kan man ikke komme igennem tunellen/røret ved indgangen. Selvom der var mange skønne dage i maj i år, var det koldt, især om natten. Vi tog tøjet på for at gå i seng og ikke omvendt!

Vi elsker naturen undervejs, man er så tæt på det hele, så man kan se, høre og lugte alt. Jeg praler altid af, at jeg har min private naturvejleder med. Ole har en fantastisk evne til at bemærke alle detaljer i naturen, og det nød jeg godt af.

God plads i kanalerne
Turen gik godt igennem Nordtyskland, med kun den hage, at det var Pinse, så slusen i Oldenburg lukkede ikke op. Vi måtte blive der i halvanden dag, men det er ikke det værste sted at havne i! Videre ad Kusten-kanalen og ud på Dortmund-Ems-Kanal for at komme ind i Holland ved Delfzijl.

Vi havde kanalerne nærmest for os selv, det var meget få, vi mødte på vejen, og det passede os storartet. Man har fornemmelsen af, at man ejer det hele, og glider igennem landet, medens alle på landjorden har travlt. Man glemmer alt om tiden, og efterhånden holdt vi op med at lytte til radioen, så vi registrerede ikke, hvad der skete rundt om i verden.


Indsejling til Haldener Kanal.


Haldener Kanal - helt for os selv.


Kusten Kanal - helt for os selv.

Vi sejlede hele vejen ned igennem Holland på diverse floder og kanaler, store og små. Der er ikke mange lystbådehavne hverken på Issjel eller Waal floden, så man skulle planlægge dagens rute nøje. Vi havde glæde af bogen ”Turen går til Holland” undervejs ,hvor vi læste om forskellige seværdigheder eller interessante byer. Byen Hattem havde vi aldrig besøgt, hvis ikke vi havde læst om den i bogen. Det er en charmerende lille fæstningsby på Issjel-floden, meget velbevaret, og med en fredet bymidte. Den berømte chokolade forretning lige ved byporten fuldendte besøget!! Sikken et udvalg af lækkerier af fineste kvalitet!

Efterhånden blev vejret bedre, og da vi ankom til Maastricht, ankom sommeren samtidigt. Maastricht er en dejlig by og værd at besøge. Vi lagde til nærmest i bymidten, lige foran en dejlig restaurant, så den benyttede vi os af om aftenen, og indtog en meget lækkert middag. Det var ikke fordi vi gik på restaurant mange gange på turen, vi synes vi havde det så hyggeligt ombord, så behovet opstod ikke ret ofte.

Belgien var en skuffelse, der er snavset set fra vandsiden. Man sejler igennem industri-området, og der var meget affald overalt. Det var bare om at få det overstået. Det var lidt ærgerligt, idet Belgien sikkert byder på meget godt i andre dele af landet.

Man træffer mange mennesker undervejs, de fleste er pensionister, som er på en lignende tur som os selv. Vi faldt i snak med mange tyskere, englændere, hollændere og endda nogen fra Australien, Sydafrika mm. Vi havde meget tilfælles, og kunne snakke i timevis.

Vi fulgtes med et tysk ægtepar igennem en del af Belgien og Nordfrankrig. De var fra Hamborg. Karl er 78 år og Herta, 76, og de har sejlet til Frankrig hvert år igennem 15 år. De var friske, havde gå på mod, og var et behageligt selskab. Hvis bare man kan lære lidt af dem, og huske det til den tid, er det godt!

75 sluser på fem dage
Vi valgte at sejle på Maas-floden til Namur, og videre ad Sambre Kanal mod Charleroi, og igennem Nordfrankrig ned til Paris. Mange vælger at dreje sydpå ved Namur af Meuse floden og Canal des Ardennes. Det skulle være en meget smuk rute og er værd at overveje en anden gang. Vi havde derimod vores rute for os selv. Skoven og fuglesang var en vidunderlig afveksling fra den larmende og lugtende tur igennem Belgiens industriområde. Så kom mine beskedne fransk-kundskaber på prøve. Min dansk-fransk ordbog var min tro følgesvend hele vejen!

I de senere år er mange sluser blevet automatiserede, så man bliver udstyret med en lille fjernkontrol, man trykker på, når man nærmer sig slusen, og så sker det hele ”uden menneskehænder!!” - bortset fra, at man skal holde godt fast i slusen, når man fortøjer. Jeg havde regnet med, at alle de hånddrevne sluser vil være en god afmagringskur for mig undervejs, men måtte indse, at det ikke lykkedes med al den teknik!

Det er måske også lidt optimistisk at feriere i Frankrig med al den gode vin og lækre mad, og så tro, at man kan tabe sig! Kendsgerningen var, at vi passerede 75 sluser på fem dage, og det er mange. Jeg nåede at få en seneknude på venstre håndled, idet man skal holde godt fast nogen gange, men det var sjovt, underholdende og interessant at sejle igennem området.

Risikabel afstikker på land
Vi kom omsider til Port Cergy lidt nordvest for Paris. En meget dejlig havn med en hjælpsom havnemester, det var nu også vores gennemgående indtryk, venlighed og hjælpsomhed. Vi blev der et par dage og lejede en bil. Først besøgte vi Monets Have i Giverney og dernæst Versailles. Vi havde været begge steder før, men de tåler gensyn. Monets have var meget smuk sidst i maj, selvom det havde regnet kraftigt dagen i forvejen.

Vi havde lidt tid tilbage, inden vi skulle aflevere bilen, så vi forsøgte at køre ind til Paris. Det skal man være ”indfødt” for at klare på en lørdag eftermiddag. Trafikken var horribel, og vi mistede orienteringen ret hurtigt! Vi mistede næsten også hinanden, idet jeg ville købe ind i et supermarked, medens Ole ventede på mig i bilen udenfor. Jeg fik strenge instrukser på at skynde mig, det synes jeg også jeg gjorde, men da jeg endelig kom ud, var Ole væk, og der var kaos på gaden. Pludselig hørte jeg en råben langt oppe på gaden og kunne se Ole baske med arme og ben for at komme i kontakt med mig! Vi anede ikke hvor vi var, så vi havde aldrig fundet hinanden igen, hvis han måtte køre. Der var ingen parkeringspladser, og alle havde travlt. Vi blev hurtigt enige om, at det var mere behageligt, roligt og smukkere på vandvejen, så vi fandt vejen tilbage til Port Cergy, og afleverede bilen igen.

Så kom den sidste del af turen til Paris. Vi nød den sidste del af Oise floden inden vi sejlede ud på Seinen. Tænk, den havde vi også nærmest for os selv, jeg ved ikke, hvor alle folk var. Der lå hundredvis af husbåde og penicher langs Seinen, men meget få ude at sejle.


Ved slusen på Sambrekanalen.


Sommeren er kommet til Frankrig.

En dejlig uge fremme ved målet
Seinen slynger sig meget vest for Paris, og man passerer mange flotte bygninger, grønne områder og høje huse. Pludselig kunne man se Eiffeltårnet i det fjerne. Et sjovt og spændende øjeblik efter så lang en tur. Den 5. juni, efter 25 dage og 1378 km ankom vi til Paris. Der er utrolig mange broer i Paris, den ene flottere end den anden. Des nærmere vi kom centrum des flere turistbåde var der, og folk vinkede og fotograferede ligesom os!

Det er en dejlig fornemmelse, når man når målet, vi har trods alt talt om det i mange år! Det er lidt uvirkeligt, men så begynder man at genkende diverse seværdigheder langs Seinen og så er man ikke i tvivl. Eiffeltårnet skulle fotograferes i alle retninger, og med Toreby Sejlklubs flag i forgrunden, inden vi fortsatte forbi Notre Dame, for at finde indsejlingen til Port de l'Arsenal. Vi havde hørte meget godt om havnen i Paris, men glæden blev endnu større, da vi kom igennem slusen og ind i den store havn.

Man skal melde sig med det samme ved havnekontoret og bliver anvist plads. Vi var heldige at få en dejlig plads i nærheden af badefaciliteter, udgang til Bastille-pladsen, og lige ved siden af en af de få danske både vi havde truffet indtil da. Båden kom fra Kolding, så overraskelsen var stor da besætningen kom hjem, og fortalte, at de faktisk kom fra Maribo!! Verden er lille. Senere traf vi faktisk flere fra Lolland Falster.

Ugen i Paris blev selvfølgelig brugt til sightseeing. Man er nærmest i gå-afstand til meget af det, ellers er der Metroen og Batobussen, som vi brugte. Vi sejlede med den sidstnævnte til Eiffeltårnet og gik helt til tops og nød den vidunderlige udsigt ud over hele omegnen omkring Paris. Vi planlagde hver dag, hvilke seværdigheder vi skulle opleve, og lidt tid til shopping skulle der også være. Da Ole ville ind i et krigsmuseum, meldte jeg pas, og gik en tur i forretninger i stedet. Det var en udmærket kombination. Trods et ny knæ i år, gik, gik og gik Ole i Paris, og da ugen var omme syntes vi, at vi havde set alt, hvad vi havde håbet på, og mere til. Vi besøgte Louvre Museum, meget apropos idet Ole læste Da Vinci Mysteriet undervejs, Sacre Coeur og Montmartre og alt, hvad det byder på, vinmuseet, et pudsigt og interessant sted, Champs Elysée og meget andet. Vi standsede ved fortovscafeer og betragtede pariserlivet på tæt hånd. Jeg var betaget af grøntforretningerne, bagerforretningerne osv., og den måde, de præsenterer deres varer.

Det blev til mange billeder på digitalkameraet, så jeg havde travlt med - på hele turen - hver dag at tømme fotoapparatet, og sortere billederne i mapper, så de er lettilgængelige. Jeg havde megen fornøjelse af at skrive en rapport hver dag på hele turen med alt mulig information om dagens hændelser. Vi regner med at få fornøjelse af den, plus alle billederne i løbet af vinteren, når vi mindes vores tur. Man kan ikke huske alle detaljer, hvis ikke man skriver noget ned hele tiden. Der sker så meget på sådan en tur, så for at få fuldt udbytte af den, så skal man bruge næsten lige så meget tid bagefter på opsummering, som man brugte på planlægning - næsten da!

Inden vi forlod Paris besluttede vi at sejle op af Canal de l'Ourcq igennem Villette - området. Man sejler faktisk videre fra Port de l'Arsenal igennem St Martin Canal. Den første del er en lang tunnel under Paris og derefter igennem flere sluser lige efter hinanden ud i det fri mod Cité des Sciences og Parc de la Villette. Det føles som om man sejler lige igennem hjertet af Paris, hvor folk sidder på kanalsiden, vinker, taler med en undervejs, og andre sad og nød solen og slappede af. Det tog flere timer frem og tilbage, men det var en oplevelse værd. Atter en nat i Port de l'Arsenal, inden vi sagde farvel til Paris.

Vi syntes, at vi havde meget spændende foran os, og nu var vi mætte af museer og storby miljø. Det var lidt vemodigt, at det allerede var overstået, men målet var nået, og vi var tilfredse. Nu skulle der tages hul på denne næste etape af vores lille eventyr.

Til sidens top